This is an old revision of the document!
Vi ankommer til Ruscello om aften og havnen strækker sig langt. Jeg havde helt glemt hvor stor byen føles og hvor lille man føler sig i den. Jeg kan også mærke knuden i maven. Snart vil jeg igen se min bror og vi skal nok have nogle svære samtaler.
Kaptajnen inviterer os ind i kahytten og finder en gammel flaske sjælden Maritan brændevin frem som han her i sit livs efterår vil dele med os. Vi har en hyggelig snak og tager en pæn afsked. Dog bliver der ikke uddelt kram på grund af smittefaren.
Lidt efter ankommer skibet ved en anløbsbro og vi tager vores endelige afsked. På kajen kan vi se nogle af de berygtede bure, som bliver brugt til at drukne dødsdømte der stjæler fra fattiggaarden. Vi bevæger os ind i den pænere borgerlige del af byen og finder en hyggelig kro der hedder Den Gamle Gård. Der får vi en lækker souffle, som er en af egnsretterne her.
Dagen efter sender jeg Eloisa i byen efter et par kranse. En til Achille Marozzo og en til Viktoro D’Lanza, min bror. Derudover bliver hun også bedt om at skaffe en fin blomster buket i Vacchiano familens farver og en god Ferroni vin til Baronesse Vera Vacchiano. Jeg vil gerne prøve at give Vera et godt indtryk af mig. Derefter hyrer vi en drosche til at kører os til Castello di Lanza. På vejen svinger vi forbi mindelunden med vores blomster kranse. Jeg lægger også en lille skriftlig hilsen til Achille. Da vi når til Castello di Lanza bliver vi mødt af fliser med ukrut, en allé som ikke er vedligeholdt og tilsidst i en fortravlet, forvirret og svedig hushovmester.
Vi bliver budt indenfor og min bror Valentino kommer mig imøde. Også svedig. I stuen mangler der billeder og møbler. Lidt efter kommer Vera også. Begge har været ude og arbejde i marken. Vi får sat os ned og vi får hele historien. Vera og Valentino elsker hinanden og venter barn. Vera er meget glad for blomsterne og vinen og hun indrømmer skamfuldt at det var hende der startede det rygte om at jeg slet ikke interesserer mig for godset og jeg holder mig væk i skam over min uægte søn. Valentino fortæller at han har store problemer med at få en god og stabil produktion i gang, og har været nødt til at sælge ud af billeder og møbler for at få ender til at mødes. Min far har efterladt et fallitbo. Der mangler druepressere. Valentino har fået lavet en enkelt ved at bruge de andre maskiner som reservedele. Men ingen af smedene vil kunne levere en druepresser. Tidligere ville Fyrsten investere i D’Lanza på Bernards anbefaling, men nu er det åbenbart gået i vasken. Vera's far ville også støtte men så skulle Alastor med ind over. Så han har også trukket støtten, da hverken Vera eller Valentino ville have at Alastor skulle have indflydelse på driften. Der skulle dog være lavet en kontrakt med fyrsten, men Valentino kan ikke få lov til at se den.
Efter snakken er jeg overbevist om at jeg må overdrage godset til Valentino. Han har i den grad kæmpet for det så han fortjener det. Vera og Valentino skal have en god start for dem selv og deres kommende barn. Men først må vi få det grus ud af maskinen der gør at Valentino ikke kan få en god forretning ud af det.
Vi beslutter at forfølge de første spor omkring kontrakten. Der må stå noget vigtigt der siden Valentino ikke kan få den udleveret. Vi låner en slidt hestevogn og hest og tager til Ruscello. Denne gang går vi ind i det fine kvarter for adelen. Jeg skal vise adelsbrev for at komme ind og stå inde for Sasha’el og Goniak.
Vi finder kontoret til advokaten Grev Damaso Rana, en Purrtier. Det siger noget om hans kompetencer. Der er ikke mange fra militær racerne som bliver adlet. Endnu mindre i en konservativ by som Ruscello.
Inde på kontoret finder vi en kvindelig Purrtier, det viser sig at hun er Grevinde Livia Rana og arbejder som assistent til sin mand. Vi prøver at få hende til at vise os kontrakten, men hun insisterer på at advokaten skal ind over. Det bedste hun kan gøre er at finde en aftale om 2 uger. Vi overvejer vores muligheder.
This page has been accessed for: Today: 1 / Yesterday: 0 Until now: 7